I hvor høj grad er demokratiet afskaffet i Danmark?

ecb_2

Af Arne Herløv Petersen, forfatter

I hvor høj grad er demokratiet afskaffet i Danmark? I hvor høj grad har den Europæiske Centralbank og embedsmændene i Bruxelles overtaget magten i Europa, mens politikerne kun spiller stadig mere utroværdige statistroller?

Embedsværket har en kontinuitet og en erfaring, som de folkevalgte politikere vanskeligt kan hamle op med, og det vil derfor altid tiltage sig stadig større magt, hvis det ikke bliver stoppet ad politisk vej. Det har man set utallige gange gennem tiderne, fra det gamle Byzants til Sovjetsystemet – og Bruxelles. Vi ser noget tilsvarende med efterretningstjenesterne. Principielt er de underlagt politisk kontrol, men i praksis er det i stigende grad dem, der bestemmer, mens politikerne nøjes med at tage deres beslutninger og handlinger til efterretning.

Et aktivt demokrati kræver vågne og engagerede borgere, der holder et stramt greb om de valgte politikere. Vi skal have tag om de små krølhår og en tommelfinger på øjeæblet. Vi må ikke lade dem slippe godt af sted med at stå og lyve for os.

Det er vigtigt, at journalisterne fungerer som vagthunde og ikke som magtens skødehunde. De skal stille de væsentlige spørgsmål, og når politikerne snakker udenom eller bare gentager den samme sætning, de har stået og øvet sig i derhjemme foran spejlet, skal journalisten ikke lade dem slippe, men sige: – Det var ikke det, jeg spurgte om. Hvad venlig at svare på det, du bliver spurgt om.

Som Jens Engelbrecht så rigtigt påpegede i en tidligere diskussion [på Facebook, red.] om, hvad vi skal gøre, passer det ikke, hvad ministrene står og siger til os. De siger, at det private erhvervsliv vil skabe arbejdspladser i Danmark, hvis deres konkurrenceevne bliver styrket ved at vi giver dem flere penge – f.eks. gennem tilskud og nedsat selskabsskat. Det passer jo ikke. Virksomhederne nedlægger arbejdspladser i Danmark og opretter nye i lavtlønslande. Jo flere penge, de får, jo hurtigere går det med afviklingen af arbejdspladser herhjemme. Hvis vi vil have nye arbejdspladser i Danmark, må vi oprette dem selv. Vi må oprette offentligt ejede virksomheder.

Regeringen siger, at erhvervslivets konkurrenceevne skal styrkes gennem et øget arbejdsudbud. Lad os få det oversat til klartekst. ”Øget arbejdsudbud” betyder ”større arbejdsløshed”. Vi skal have flere arbejdsløse, fordi det trykker lønnen. Det giver virksomhederne mere profit.

Virksomhederne vil så bruge denne profit til at etablere filialer i lavtlønslande og give større udbytte til aktionærerne og højere løn til direktørerne. Men det siger regeringen ikke.

Meningen er klar nok: Vi skal skære ned på de offentlige budgetter – hvilket betyder: Vi tager jeres surt opsparede skattekroner fra den fælles kasse og giver dem til de rigeste. Så bliver de endnu rigere, og så får aktionærerne større udbytte.

Samtidig skal vi have flere arbejdsløse herhjemme, for de fattige skal blive så desperate, at de vil arbejde for en sulteløn. Når vi skærer ned på de offentlige udgifter, har vi heller ikke råd til at forsørge de arbejdsløse, så stadig flere bliver udfaldstruede, som det så smukt hedder.

Når de alle sammen er faldet ud af systemet, skal de overlades til suppekøkkener og veldædighed. Og hvis det ikke strækker til, hvad skal de så gøre?

Alt sammen for at forgylde erhvervslivet. Men så mangler lige den sidste del af regnestykket: For hvis det går sådan, er der ingen til at købe de varer, virksomhederne producerer, og så går virksomhederne fallit.

Den politik, vi fører, er selvmorderisk. Både for os og i det lange løb også for virksomhederne.

Politikerne er formodentlig selv klar over, at de ikke fortæller os sandheden. Men de vil ikke så gerne sige, at de ikke kan gøre noget alligevel, selv hvis de ville, for det må de ikke for Bruxelles.

Lad os få skåret ud i pap, i hvor høj grad vi er tvunget til at gøre sådan, som embedsmændene i Bruxelles bestemmer – helt uanset hvad danske vælgere måtte mene og hvilken regering der bliver valgt. Lige meget, hvad vi siger, bliver vi ikke hørt. I 2000 bestemte de danske vælgere ved en folkeafstemning, at vi ikke ville indføre euroen. Men nu står de og siger, at Danmark er et euro-land. Hvis vælgerne er så uforskammede at mene noget andet end embedsmændene i Bruxelles, tager de enten en folkeafstemning mere, gang på gang og indtil vælgerne makker ret – eller også lader de bare som om vi ikke har sagt noget.

Hvis vi kan få det gjort helt klart, at vi ikke længere har noget demokrati – at folkestyret er afløst af et embedmandsstyre, og at formålet med den politik, vi fører, er at forære erhvervslivet vores penge og gøre de rige endnu rigere – indtil vi bliver så fattige, at vi også styrter virksomhederne ned i fallit og undergang – samtidig med at vi skal binde os til et dogme om evig vækst, der ødelægger Jordens klima og miljø og kan føre til, at vi uddør som art – så er det måske på tide at sige, at det ikke er Gud, der har bestemt, vi skal være med i EU. Hvis vi opdager, vi er kommet om bord på Titanic, skal vi måske springe af, inden vi hamrer ind i isbjerget.

Isoleret kan Danmark ikke udrette noget. Men hvis det ene efter det andet europæiske land hopper af den synkende skude – sådan som den ene sovjetrepublik efter den anden erklærede sig uafhængig – så kan vi måske få taget hele projektet op til en fornyet gennemgang og skabe et demokratisk, europæisk forbund – en sammenslutning af folkestyrede stater.

Denne tekst er først publiceret på Arne Herløv Petersen’s Facebook side her. Du kan købe forfatterens bøger på saxo.com her.

Reklamer